FORGIFTNINGER
De fleste af de kemikalier, vi bruger til vask, rengøring og havearbejde, indeholder stoffer, som har til formål at slå ihjel — hvad enten det drejer sig om mælkebøtter eller bakterier.
De kan også være farlige for mennesker. Adskillige af de kemikalier, vi bruger i husholdningen, har desuden den egenskab, at blandes de sammen, kan de være farlige — selv ved indånding. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, hvordan disse kemikalier opbevares.
Førstehjælp ved forgiftning er frisk luft og skylning med rigeligt vand.
Hvis der er tale om ætsende stoffer eller eventuelt petroleumsholdige stoffer, må man under ingen omstændigheder fremkalde opkastning.
Såfremt forgiftningskilden befinder sig udenfor, f.eks. i forbindelse med brand, lukkes døre og vinduer, eventuelt med kraftigt tape. I sådanne tilfælde følges Beredskabsstyrelsens anvisninger, som kan læses i telefonbogen.
Lyt til sirenesignalerne, og luk op for radioen, hvor mere detaljerede informationer vil blive givet.





